Bæredygtig skole og skolehave i Caserio Nueva Esperanza

Baggrund
I juni 2014 var Building Communities og  partnerorganisationen, PEILE, på besøg i landsbyen Nueva Esperanza, der ligger i regionen Huehuetenango.

Lokalsamfundets børn 31 børn blev undervist i to mindre bygninger. Bygningerne var ikke egnede til undervisning, fx var der ikke indlagt lys, taget var utæt og bygningene havde heller ikke hverken døre eller vinduer.

nueva_web

Feliciana Morales (på billedet) var en af de kvinder der var mødt op under vores besøg for at fortælle om hvilke problemstillinger, de i landsbyen står overfor. Det mest centrale emne var den udpinte jord og manglen på vand. Landsbyens beboere efterspurgte derfor især viden om landbrug og økologisk landbrug, da alle familierne har jordlodder, hvor de dyrker majs. De fortalte, at de nogle gange køber lidt gødning, og andre gange bruger de få midler de har til rådighed på pesticider. De ved dog ikke, om det er det rigtige, de anvender. Udbyttet af høsten er ringe og ofte ikke nok til at brødføde familien hele året.

Med besøget fik vi indsamlet en masse viden til at gå videre med planlægningen af en bæredygtig skole med skolehaver. Skolen er for alle landsbyens beboere, da det udover at blive brugt som skole også vil være et kursuscenter i bæredygtigt jordbrug, førstehjælp og ernæring for at give familierne konkret viden og være løftestang til at bryde fattigdomscirklen.

Status
– Skolehaven blev anlagt i april 2015 og første sæson er overstået.
– Skolebyggeriet blev påbegyndt i september 2015 og blev afsluttet og indviet i november 2015.
– Vi er pt igang med at planlægge den nye sæson for skolehaven og arbejder løbende videre på at integrere undervisning i skolehaven og omvendt.

Finansiering
Bæredygtig skole og skolehave er finansieret af Testrup Højskole, Løjtegårdsskolen, Oikosfonden, private donorer Marianne Jensen og Mette Bærholm Frikke gennem Building Communities; den schweiziske organisation Verein Xela – Zentralamerika og den regionale instans i Huehuetenango.

Samarbejdspartnere
Det er arkitekterne Malene Hvidt, Hans Bærholm og arkitekststuderende Lise Guldager, der pro bono har lavet et design for den nye skole, hvor fx taget skråner så der kan indsamles regnvand, og hvor der er tilknyttet skolehaver. Den danske gruppe arbejder sammen med ingeniør Marxel Mendez, bygningsansvarlig Pío Dionicio, koordinator Alirio Ochoa og koordinator for skolehaven, Flor de María Macario Gómez.

Virksomheden Egro er med i planlægningen af skolehaver.

Vil du være med?
Du kan støtte vores arbejde både som enkeltperson eller som virksomhed.

Du er også altid meget velkommen til at ringe til koordinator Silke Mechlenburg på telefon 26684615 for at høre nærmere.